|
Kære beboer i afd. 55
Du står foran en vigtig afstemning om Vejleåparkens renovering. Med urafstemningen får alle beboere indflydelse på beslutningen.
Stemmer I ja, går Danmarkshistoriens største renovering i gang, og I kan se frem til et bedre, mere moderne og ældrevenligt byggeri. Det vil jeg selvfølgelig anbefale – sammen med alle de øvrige partier i byrådet. En fjerdedel af byens indbyggere bor i Vejleåparken, og en renovering vil være et løft for hele byen.
Vejleåparken trænger til renovering. Spørgsmålet er, om I vil have en omfattende renovering – eller kun vil have lavet det allermest nødvendige. Det mærkelige er, at det faktisk er den lille løsning, som vil koste jer beboere flest penge.
Det skyldes, at de fleste af pengene til en stor renovering kommer ude fra, fra Landsbyggefonden. De har sagt ja til det projekt, der kaldes helhedsplanen, og som I skal stemme om. Derimod kan Vejleåparken ikke få støtte til kun at få repareret lidt rundt omkring.
I kroner og ører betyder det for dig og de andre beboere, at huslejen stiger ca. tre gange så meget, hvis der bliver stemt nej til planen. Samtidig får I mindre renovering, end hvis I stemmer ja.
Jeg ville ikke være i tvivl. Jeg ville stemme ja. Helhedsplanen er en enestående chance for at få penge udefra til at gøre Vejleåparken til et bedre sted at bo. Det er en gave – derfor ville jeg stemme ja.
Huslejen stiger. Den stiger, hvis I stemmer ja. Den stiger mere, hvis I stemmer nej. Jeg ved godt, det er svært for nogle familier i bebyggelsen at betale flere penge, men det er nødvendigt at vedligeholde bygningerne.
Hvis du får boligsikring eller boligydelse, så vil højere husleje give mere i boligsikring/boligydelse. Så det er ikke hele huslejestigningen, du skal betale selv. Hvis du gerne vil vide, hvad du fremover kan få i boligsikring/boligydelse, kan du møde op til et af åbent-hus-arrangementerne. Her vil nogle af kommunens ansatte sidde klar til regne på det. Du kan også komme op på Rådhuset og få beregnet din boligsikring/boligydelse, eller gøre det selv på vores hjemmeside www.ishoj.dk.
Som sagt får du den billigste husleje ved at stemme ja. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at en billig husleje også er bedst for kommunen – for så skal vi af med mindre i boligsikring.
Når det er sagt, så er Vejleåparken – og vil Vejleåparken fortsat være – et af de billigste steder at bo i Ishøj. Huslejestigningen efter et ja betyder, at du skal betale omtrent det samme, som de gør i Vildtbanegård II og III.
Til sidst vil jeg berolige dem, der måske frygter, at udgifterne løber løbsk. Det gør de ikke. Kommunen har lagt et loft for, hvor meget, der må bruges på helhedsplanen – og vi står som garant for, at det beløb holder. Du kan altså regne med det beløb, helhedsplanen koster.
Når prisen er steget i forhold til det første udspil, skyldes det forskellige ting omkring lånet. Det er ærgerligt, at prisen fra dengang ikke holdt, men nu er projektet klar til start – og derfor ligger den huslejestigning, som nu er meldt ud, fast.
Det er jer, som skal stemme. Men uanset om man kigger på sin egen husleje – eller på, hvad man får for pengene – så synes jeg, alt taler for et ja. Det håber jeg, I vil være enige i. God afstemning!
Ishøj d. 5. marts 2003
Med venlig hilsen
Borgmester Ole Bjørstorp
|