|

Dit nedslidte toilet og badeværelse bliver helt fjernet for at give plads til et helt nyt og moderne rum.
Klinker, gulvvarme, brusebad med fliser og masser af plads. Det er nogle af fremtidsudsigterne ved de nye badeværelser. Nu skal det være en luksus at gå i bad og på toilettet. Ikke en kamp om plads med den lokale skimmelsvamp. Det nye badeværelse bliver stort, tidssvarende og moderne. Med fliser på brusevæggene og klinker på gulvet. Med plads til puslebord. Eller vaskemaskine og tørretumbler.
I Danmark bruger vi meget mere tid på badeværelset end før. Kvinder spenderer gennemsnitligt 57 minutter dagligt mod 31 minutter i 1987. Mænd har skruet besøgstiden i hjemmets ubestridte alene-rum op fra 26 minutter til 47 minutter i dag. Det viser en ny undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet.
Kabine-badeværelser slidt ned
Lejlighedens adskilte toilet og bad vil blive samlet til ét badeværelse. Størrelsen afhænger naturligvis af, om man bor i en hybel eller i en fem-værelses lejlighed, hvor der fx stadig vil være gæstetoilet. Forgangen vil ligeledes ændre karakter. Her kan man selv vælge at placere skabe eller opsætte en bordplade. Man kan bruge den som garderobe eller som en del af køkkenet.
De nuværende badeværelser er plastikkabiner, der i sin tid blev hejst ind i ét stykke - helt færdige med gulv, loft og vægge.
Det er derfor umuligt at udskifte de enkelte nedslidte dele. Overalt i Danmark, hvor kabinerne er installeret, er problemerne de samme: Gulvene synker, vandet pibler andre steder hen end ned i afløbet. Det har givet fugtskader og skimmelsvamp.
Alt skal fjernes først
Selve arbejdet med det enkelte badeværelse vil komme til at tage 13-18 uger. Først fjerner man alt - toilet, badeværelse og mellemgang - så hele rummet er totalt strippet til den rå beton. Tilbage står kun den lette skeletvæg mod stue og køkken. Den kommer til at fungere som støvvæg i byggeperioden, så man kan afgrænse byggerodet. Dernæst vil et nyt badeværelse blive bygget op i gasbeton.
Midlertidige badevogne
Klinkerne bliver lagt og fliserne i bruseområdet sat op. Resten af badeværelset skal males. For at få det optimale resultat, skal malingen tørre og hærde i fem til otte dage. Så undgår man, at den senere skaller af. VVS-installationerne vil man i fremtiden komme til via badeværelsespejlet, der kan åbnes. Dermed er det slut med, at skulle bryde igennem stuevæggen for at reparere. I det meste af perioden kan du ikke bruge dit toilet og badeværelse. 2- og 3-rumsboliger får et tørkloset, og tre gange ugentligt kommer en servicemand og tømmer klosettet. 4- og 5- rumsboliger vil hele tiden have adgang til et toilet i lejligheden. Der bliver desuden opsat fælles badevogne, hvor du kan bade.
|