00
Vejleåparkens historie. » Det nye vejleåparken.
Det nye Vejleåparken Udskriv side
 

Vejleåparken - sikkert ind i fremtiden
Tryghed, medbestemmelse og kunst er nogle af de menneskelige ingredienser, der skal sikre, at renoveringen af Vejleåparken ikke kun handler om mursten og møtrikker.

Det skal være en ny start. Renoveringen kan blive den chance, Vejleåparken aldrig rigtig har fået. De nye facader bliver meget mere end blot en ansigtsløftning. Der er nemlig tænkt mennesker, liv og trivsel ind i Danmarks største renoveringsprojekt. Så folk udefra vil i fremtiden ikke pege fingre ad Vejleåparken, men derimod pege på et sted, de også kunne tænke sig at bo.

"Renoveringen skal være fremtidssikret og bæredygtig. Både i arkitektur og naturmaterialer. Vi vil ikke have noget billigt makværk," siger Käthe Skjoldborg Pedersen, formand for bestyrelsen i AAB afdeling 55, der har arbejdet på den forestående modernisering i godt tre år.

"Det, vi har lagt allermest vægt på, er tryghed, når man færdes i bebyggelsen. Ikke mindst i opgangene. Derfor har vi ønsket os lysere, venligere opgange med større ruder i, så man kan se folk inde- og udefra. På den måde kan man føle sig tryg, når man går op i sin bolig," forklarer Käthe Skjoldborg Pedersen.

Gøre en forskel med kunst
Vejleåparkens afdeling 55 inddeles i fire kvarterer med hvert sit lokale kvarterråd. Folk får reel indflydelse. Og dermed en fornemmelse af at være del af et overskueligt og nærværende lokalsamfund.

"Hvis det er et område, hvor der bor ældre mennesker, er der måske brug for en prydhave, nogle buske eller noget andet kønt at se på. Hvis det er et kvarter med unge mennesker, er der brug for legepladser. Der skal være muligheder for alle. Der bliver mere nærdemokrati og integration," forklarer Käthe Skjoldborg Pedersen, der også ser dette som et middel mod hærværk:

Det har nemlig vist sig fra andre større boligbyggerier, at folk værner mere om ting, de selv har været med til at skabe.

Martin Nielsen, tidl. administrerende direktør i AAB, supplerer med idéen om, at Bjørn Nørgaard og omkring 10 andre kunstnere laver en unik udsmykning af Vejlåparken. Kunstnerne vil sætte præg på hvert deres kvarter og udearealerne for at give det sin helt egen genkendelige identitet.

"Vi vil gerne gøre en forskel ved, at der også kommer variation og oplevelser i sådan et stort område. Kunst understøtter fantasi, mangfoldighed og skaber oplevelser. Det skal være med til at skabe variation i både bygninger og udearealer," siger Martin Nielsen.

Tidssvarende sted at bo
"Vi ønsker jo ikke, at det forslummer. Vejleåparken har slet ikke haft de samme problemer som de almene boligområder, vi ofte hører om i medierne. Men det er klart, at vi har mange af forudsætningerne for at kunne få de problemer, hvis ikke vi prøver at fremtidssikre med denne renovering. Vi ønsker at gøre Vejleåparken til et tidssvarende og attraktivt sted at bo. Ellers finder folk et andet sted," mener Martin Nielsen.

Vejleåparken skal af med det lidt uretfærdige rygte, pressen har været med til at sprede. Med moderniseringen vil man opnå en helt ny tiltrækningskraft på boligsøgende udefra. Hvilket Käthe Skjoldborg Pedersen glæder sig til:

"Der skal være plads til alle, men vi har også brug for folk udefra. Folk med arbejde, penge og et overskud af menneskelige ressourcer," siger bestyrelsesformanden.

 

Fakta om danmarkshistoriens største renovering

Der bliver brugt i alt 2,3 millioner mursten til renoveringen af Vejleåparken. Det svarer til det antal mursten, der bliver brugt til at bygge 1300 parcelhuse!

I alt bliver der opsat 600.000 vægfliser i Vejleåparkens nye badeværelser. Hvis man lægger dem ved siden af hinanden, svarer det til 2 fodboldbaner!

Der skal sættes 8 kilometer nye tagrender op i Vejleåparken. Det svarer til afstanden fra Vejleåparken til Vallensbæk havn og tilbage igen!

I alt skal der bruges cirka 2.500.000 kg mørtel til renoveringen, det svarer til vægten af 3.000 personbiler!

 
 
   
 
Boligforeningen AAB - afdeling 55 | Strandgården 19 a | 2635 Ishøj | Tlf.: +45 43734809