Fortællingen om Vejleåparken tog i starten nogle uventede drejninger og er et bevis på, at tingene ude i virkeligheden ikke altid går, som de er tegnet og tilrettelagt på politikernes og byplanlæggernes skriveborde.
Det var engang kort efter Anden Verdenskrig, man forudså et behov for boliger uden for København. Presset på de nordsjællandske byer og rekreative områder ville blive for stort. Derfor planlagde man - med tiden - at bygge vest og syd for hovedstaden.
I 1961 vedtog Folketinget en lov om planlægning af hele Køge Bugt-området. Det var meningen, at hver S-togsstation på en kommende bane sydpå skulle være et nyt dynamisk bycentrum. Byggeriet af Ishøjplanen, som Vejleåparken hed dengang, startede i januar 1970 og sluttede tre år senere.
S-toget kom for sent
Det var montagebyggeri, der skred frem med en hastighed på to opgange om ugen. Selv toiletter og baderum blev færdige fra fabrikken hejst på plads af kranerne. Lejlighederne var af en hidtil uset kvalitet for socialt boligbyggeri. De var store, rummelige og nemme at møblere. Ishøjplanen fik faktisk to internationale betonpriser.
Men flere ting gik galt. S-toget kom ikke til tiden. Vi taler ikke om de sædvanlige afvigelser i køreplanen. Selve Køge Bugt Banen nåede først til Ishøj i 1976. Tre år efter Ishøjplanen stod færdig.
Folk var derfor afhængige af en bil for at komme på arbejde. Og så kunne man jo ligeså godt bo i parcelhus. Især fordi det helt uforudset var blevet billigere at købe hus end at leje store lejligheder. Husleje og indskud i Ishøjplanen var simpelthen for højt i starten. De mindre lejligheder blev hurtigt udlejet, mens ingen havde råd til de store.
Hårdt ramt af arbejdsløshed
Indskuddet blev sat ned fra 11.000 kroner til 1.000. Så begyndte folk at strømme til. Uden at der var styr på hvem, der egentlig flyttede ind. Dét blev klart, da oliekrisen og arbejdsløsheden kom kort tid efter. Mange af Ishøjplanens beboere arbejdede i byggesektoren, der først blev ramt af arbejdsløshed. En anden hårdt ramt gruppe var de mange gæstearbejdere, der havde besluttet sig for at blive boende i Danmark og Ishøjplanen.
Ishøj Kommune fik meget større udgifter til socialhjælp og lavere skatteindkomster end forventet. I perioden fra 1970 til 1973 steg indbyggertallet i hele kommunen fra godt 4.000 mennesker til det tredobbelte. Politikerne og byplanlæggerne havde set rigtigt dengang efter krigen: Der ville opstå et behov for boliger uden for København.
Men de kunne ikke forudse den økonomiske nedtur og den skæve start, Vejleåparken fik.